Tollerens Temperament

 
 
  Laura White fra Cinnstar Retrievers, der opdrætter og træner flere typer retrievere har flg. holdning og erfaring med tollerens temperament;

Når interesserede spørger til tolleren og racens temperament spørger de ofte;

"Hvilken anden race kan man sammenligne en toller og dens temperament med?"

Og svaret må være, at tolleren er unik, ligesåvel som andre racer er unikke, og ligesom der inden for andre racer er variation i individernes temperament, er der også en vis variation i tollerens temperament og mentalitet.

 
     
  Den legendariske Avery Nickerson har i en brochure for sine tollere engang skrevet flg. med reference til temperament “Tollers are bold as brass, and tough as nails”.  
     
  Tolleren er en alsidig hund, der kan arbejde inden for flere forskellige områder med succes. Denne alsidighed er af historisk oprindelse, da tolleren i tidernes morgen blev anvendt primært som lokkende jagthund, men ligeledes som stødende jagthund på mindre vildt, og endda som hyrdehund. Tolleren skulle kunne det hele.

Tolleren er en aktiv retriever med et højt energi niveau, mere på nivea med hyrdehundene end med fx spaniels. Energien bør være fokuseret, intens og koncentreret. Mange tollere har "border collie eye", hvilket vil sige de anvender blikket meget i arbejdet og kan opleves som direkte hyrdende med blikket. Dette er en unik egenskab for en retriever, og meget forskellig fra de øvrige retrieverracer.

En toller skal nødvendigvis være teamplayer men skal også kunne arbejde uafhængig og selvstændig. Denne selvstændighed er af vital betydning, da en retrievers primære opgave er selvstændigt at markere og finde fugle der er blevet skudt. De bør aldrig give op eller bede om hjælp hos føreren, og have god udholdenhed. Men når føreren kalder, skal de straks samarbejde og være lydhøre for førerens anvisninger. Dette er en meget fin balance.

 
     
  Som alle andre retrievere skal tolleren ha' udpræget lyst til at apportere, men også lyst til at finde fugle - "birdyness". At vise interesse for en gråspurv i haven er ikke birdyness! Lysten til at finde og fange fugle intensiverer lysten til at apportere. Der er stor forskel på lysten til at apportere og lysten til at finde fugle. Mange af hyrde- og brugshundene er naturlige apportører, men de har ikke den fjerneste interesse i fugle. Omvendt har de fleste pointere og spaniels enorm stor lyst til at finde fuglene, men ikke den fjerneste lyst til at apportere nedskudte fugle.  
     
 

En anden væsentlig faktor hvor tolleren er forskellig fra de øvrige retrieverracer er kombinationen af intelligens og ønsket om at behage føreren - "desire to please". Dette er også et levn fra collie blodet i tolleren. Hos retrievere, specielt hos labradoren, er en intelligent hund ikke den bedste hund at arbejde med. Dette fordi labrador ikke har særlig stor lyst til at behage føreren. Men det har tolleren, og det gør træningen til et forhold hvor man fortæller og viser tolleren hvordan det skal gøres, i stedet for "du skal" som ofte anvendes i træningen af labrador, men som slet ikke virker for en toller.

Omvendt, og i modsætning til border collien, kan man ikke igen og igen gentage nøjagtig den samme øvelse, og forvente tolleren prøver at perfektionere øvelsen. Tolleren vil hurtigt kede sig bravt, og finder på afledning og underholdning i stedet.

En toller fungere bare ikke sådan, og træningen skal have mening og variation hele tiden. Markprøve- og jagttræningen er en træningsform der er perfekt til en toller, da denne træning medfører konstant og tilpas meget variation til at holde tollerens interesse og arbejdsglæde på toppen.

Tolleren trives allerbedst med ros, og man bør aldrig glemme at fortælle hunden hvor tilfreds og glad man er for deres indsats.

 
     
  Tolleren er en udafvendt og social hund, venlig og nem at introducere til nye ting. Tolleren behøver ikke samme niveau af arbejde med socialisering, som andre hyrdehunde for at blive en velfungerende og velsocialiseret hund.  
     
  Tolleren har normalt stil, med intensitet og hurtighed. Tiltider hoppende, og deres kærlighed til vand er udtalt. En toller er altid i gang, og klar!  
     
  Det største problem mht. temperament i tolleren, er at mange af hundene er for bløde. De kan ikke klare presset under træningen, så fremskridt kan være meget langsom. Dette går ofte hånd i hånd med den manglende fokus og koncentration. Hundene vil gerne og er ivrige, men de mangler fokus og koncentration til at kunne løbe langt nok ud i en markering, og samtidig huske hvad de løb der ud efter....

Tollere skal være seje. Det er en mindre hund, men de bør ikke have en skarp attitude for at klare sig succesfuldt i markarbejdet sammen med andre retrievere. En toller bør have et gå-på-mod og selvtillid til at klare selv den største og sværeste opgave med en sejhed og vilje uden lige, og stadig være en totalt ikke aggressiv, venlig og social hund.

 
     
  Tolleren trives ikke og præsterer ikke godt under pres og tvungne situationer, hvilket betyder at man ikke kan presse en toller så langt i træningen, som fx en labrador. En toller kan simpelthen ikke klare en fejl frekvens som er normalen i træningen af labrador. En toller har brug for langt større grad af succes, også som voksen hund. Dette kan give problemer, når erfarne retrievertrænere træner tollere efter deres sædvanlige metoder. I stedet bør træningen individualiseres og tilpasses til tollerens temperament for at opnå fremskridt og succes.  
     
  Det er ikke usædvanligt at tolleren pga. sin mindre størrelse opfattes som en sød og nuttet hund, men den opfattelse rykkes folk brat ud af når den søde og nuttede hund har overtaget huset, men en beslutning om at være flokleder for hele familien - og bevist det ved at knurre og bide. Dette er et problem som alene skyldes ejeren - i de fleste tilfælde - og har medført en alt for tidlig slutning på livet for langt flere end én toller. Og sådan skal det ikke være!!

Ligeledes er mange uforberedte på tollerens aktivitetsniveau, og det er alle opdrætteres ansvar og pligt at informere hvalpekøbere om tollerens sande temperament og mentalitet.

Tolleren kan være en fortrindelig selskabshund i en aktiv familie, og kan fungere godt sammen med børn. Alle retrieverhvalpe er slemme til at gumle og bide, hvilket man må lære hvalpen at lade være med. Men en toller vil forsvare sig selv hvis den bliver presset, og i en familie med små børn er det vigtigt at have kontrol over børnenes adfærd i forbindelse med hunden, ellers kan resultatet være meget ulykkeligt.

Som konklusion er tolleren en glad og livlig hund, der kan tilpasse sig til mange forskellige situationer og arbejdsområder. Men man bør altid huske, at tolleren først og fremmest er en jagthund, og bør have et temperament som en jagthund.

 
     
     
 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

 
     
     
  Ovenstående er en artikel sakset på Cinnstars hjemmeside og oversat med løs hånd, og dette selvfølgelig fordi vi er enige i Laura Whites vurdering og beskrivelse af tollerens temperament. Jeg har ikke samme erfaring med labrador som Laura, der i mange år har arbejdet med og trænet både labrador og tollere, og derfor har erfaringsmæssig baggrund til at drage de sammenligninger hun gør. Men vores erfaringer med tolleren er præcis som Laura White beskriver i sin artikel.  
     
     
 

© Autumn Red Queen 27-12-2009