Godt Lederskab

 
     
 

Det store buzz word i denne tid er lederskab. Specielt inden for tollerkredse taler man meget om, at lederskabet er vigtigt for at tolleren ikke sniger sig op i hierarkiet i familien.

 
     
  Men hvad pokker er godt lederskab??  
         
 

 
 

Ekstremt farligt lederskab

I have a dream...

Titel gør ingen leder

 
     
 

Inden for management science er det en kendt sag, at en god leder hviler i sig selv og ikke har behov at hævde sig med diktatoriske tiltag. Tværtimod mister mange individer respekten for en leder, der mister besindelsen og stiller urimelige krav, da dette er en tydelig indikator for at lederen har mistet kontrollen.

Hos hundene...

I en hundeflok er det lederens valg og beslutninger, der afgør om en flok overlever eller ej. Derfor kan en leder der mister kontrollen være lig med den visse død set med hundens øjne, hvorfor hunden selv tager kontrollen når den føler lederen ikke har kontrol over tingene eller ikke tager fornuftige beslutninger.

En god flokleder giver tryghed, fordi han er rolig, overlegen, konsekvent og ikke hidser sig op. Han uddeler opgaver til flokkens medlemmer, så alle har en funktion i flokken. Lederen har overblik og udstråler styrke og ro. Han viser tillid og tør give et ansvar til andre, hvilket resulterer i tillid til lederen. Lederskab består altså først og fremmest i at samarbejde og tage initiativer, give opgaver, lege, gå ture, spise og sove sammen.

De vigtigste elementer i lederskab overfor en hund, er derfor venlighed, omsorg, tryghed, tillid og respekt for hundens naturlige adfærd. Kan vi give hunden det, vil vi få en hund, som lystrer vores mindste tegn, fordi den stoler på vores evner, har fuld tillid og dermed gerne vil behage os.

Den del af lederskabet der handler om at sætte grænser og forbud, skal håndhæves konsekvent og altid gælde. Faste leveregler, som hunden kan genkende dag efter dag giver en tryg og rolig hund.

Og endnu en vigtig ting: Undgå at blive vred eller ophidset i samarbejdet med hunden. Vrede og ophidselse er for en hund kun tegn på svaghed, og vil undergrave positionen som leder overfor hunden. Dette fordi hunde kun bliver ophidsede eller aggressive når de føler sig tvunget til at forsvare sig - altså føler sig truede - og bliver man ophidset, tolker hunden det som et svaghedstegn, og at man føler sig eller sin position truet af hunden. 

Lederskab kan således ikke tilegnes med magt, men er en tillidserklæring fra hunden, man må gøre sig fortjent til ved at udvise kløgt, tillid og styrke i al samvær med hunden.

En hund med en god leder kan hvile i sig selv vel vidende at den har en god velafbalanceret Chef i sit menneske. Dermed har den ikke behov for selv at tage kontrollen, og bliver en meget lettere hund at leve sammen med.

Lederskabs-øvelser

I langt de fleste tilfælde er det nødvendigt i en hunds opvækst og udvikling, at påpege sit lederskab med nogle lederskabs-øvelser som man dagligt kan bruge for at minde hunden om, hvem der bestemmer i flokken. Samtidig er øvelserne nogle værktøjer til at få en lydig og opmærksom hund, uden der samtidig opstår voldsomme konflikter.

Det er dog væsentligt at understrege, at disse øvelser i sig selv ikke giver et godt lederskab. Konsekvens, tillid, aktivering, samarbejde og tryghed er de vigtigste elementer og bør altid være til stede, for at hunden til at se dig som en ægte og god leder. Øvelserne er blot ekstra redskaber til at understrege lederrollen når det er nødvendigt...

  • Allerede mens hvalpen er lille skal den lære at følge og holde øje med flokken. Dette gøres ved at gå tur med hvalpen uden snor, så den selv skal orientere sig, holde øje med dig og hvor du går hen. Vent ikke på hvalpen, men fortsæt med at gå selv om hvalpen er opslugt af andet. Og lad gerne hvalpen tro den er blevet væk engang i mellem ved at gemme dig bag et træ, for det skærper hvalpens opmærksomhed gevaldigt.
  • Lær også hunden at følge flokken, ved aldrig at følge hundens valg, fx hvis stien deler sig og hunden er løbet i forvejen til højre. Hvis hunden er løbet til højre går du konsekvent til venstre, og kan altid vende om og gå til højre når hunden har passeret dig på den venstre sti.  Gør helst ikke hunden opmærksom på dit valg - det er hundens ansvar at være opmærksom på dig og ikke omvendt. Hvis hunden kommer for langt væk inden den opdager du er væk, så kald roligt på hunden, men gå ikke tilbage.
  • Understreg at du er leder ved at gå forrest gennem døråbninger, op og ned af trapper og ind eller ud af områder,  bygninger osv. Hunde vil helst hurtigt ud af døren når der skal luftes, men skub hunden væk og placer dig foran hunden eller kræv at den sætter sig roligt indtil den bliver bedt om at følge med.
  • Vis ikke misforstået hensyn overfor hunden, ved at bede den flytte sig fordi den ellers får en skabslåge i hovedet eller bliver trådt over tæerne. Det er hundens ansvar at holde øje med dig, og er hunden i vejen får den skabslågen i hovedet - måske åbnes lågen ikke så hårdt og hurtigt som normalt, men hunden skal vide at du er leder og har forgangsret frem for den. Hvis du tager for store hensyn ser hunden det som en svaghed fra din side, og begynder at stille spørgsmål om din lederrolle. Tilsvarende fortsætter man med at gå, selv om hunden står eller ligger i vejen eller går ind foran én... Får hunden et diskret knæ i siden, eller en rolig fod i maven lærer den hurtigt at flytte sig, og at du har forgangsret som leder.
  • Sørg altid for at din hund har en høj grad af succes og gode oplevelser når I laver noget sammen, det giver hunden selvtillid, og øget tillid til dig som en god leder.
  • Sæt et regelsæt op for hvad hunden må og i særdeleshed hvad den ikke må. Lær hunden hvad den ikke må, og oprethold det venligt og konsekvent. Må hunden ikke grave i blomsterbedene i haven skal ethvert tiltag stoppes med et roligt "nej" straks hunden bare tænker på at grave i bedene, og hunden belønnes for at tænke på noget andet end netop at grave - når først hunden er begyndt at grave, er det for sent! Kort sagt skal hunden stoppes allerede når den tænker på at gøre noget der er forbudt, og belønnes for at lade være, for at det har en ordentlig effekt på sigt. Dette hindre samtidig al det skæld ud og råberi mange hunde må stå model til, uden at forstå en pind af budskabet - andet end at miste respekt for deres leder.
  • Bær aldrig nogen sinde nag til hunden, og vær aldrig dybt urimelig i dine krav - husk det er kun en hund.
  • En leder udviser altid ro og styrke, så vis aldrig din bekymring eller svaghed når du er sammen med din hund. Møder I en stor grum hund på lufteturen placerer du dig mellem din egen og den fremmede hund, og passerer den fremmede hund i en bue som om intet usædvanligt er på færde. Tilsvarende med alle andre ting din hund kan vise usikkerhed overfor. Vil din hund fx ikke gå gennem en vandpyt må du gå forrest uden at lave noget som helst postyr, men som den mest naturlige ting i verden. Man må aldrig pyldre om en hund og trøst den aldrig - gab højt og inderligt hvis hunden er meget urolig, men forhold dig i absolut ro og slap af - det er den bedste forsikring for hunden om at alt er helt ok! 
  • Jeg ser intet problem i at have hunden i seng og møbler, hvis ikke det giver anledning til problemer. Har man en hund, som hverken viser tegn på dominans eller usikkerhed, er der ikke noget i vejen for at dele sine hvilesteder med den. Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor det er bedre at lade hunden ligge i sin egen kurv eller på gulvet ved siden af én. En meget dominerende hund har ikke brug for at blive bekræftet i at være "på lige fod" med dig, og dermed blive opmuntret til at udvide sine grænser. En meget blød hund, som har svært ved at undvære sin fører, kan lære at blive mere selvstændig, hvis den finder ud af, at det også kan være rart at ligge i sin kurv eller på gulvet uden at blive kløet bag øret hele tiden. Jeg vil dog understrege at enhver god leder er sammen med sin flok, og ikke isolerer hunden i enerum.
  • Hunden skal vente roligt, til den får lov til at spise sin mad. I starten er det fint, at hunden bare sidder, medens du står med skålen. Lad den spise straks du har sat skålen ned. Først når hunden har lært, hvad øvelsen går ud på, kan du begynde at kræve, at hunden sidder 5-10 sekunder, efter at du har sat skålen. Øvelsen sluttes altid med en kontrakommando - for eksempel "værs'go".
  • Hvis en hund knurrer når man nærmer sig madskålen, vil en god leder aldrig nogensinde straffe den. Hunden knurrer på grund af utryghed og manglende tillid, og straf vil forværre problemet, da det netop bekræfter hunden i, at der er grund til at forsvare sig. Lad som om du ikke har hørt hunden knurre, og gå roligt væk. Problemet vil så forsvinde af sig selv med tiden efterhånden som hunden får tillid til at ingen tager dens mad. Tillid omkring madskålen kan etableres hurtigt ved at man putter yderligere noget lækkert mad (fx. frikadeller) ned i madskålen mens hunden spiser.
     


En hund kan jo også ha' begrundet mistillid til sine mennesker,
når det drejer sig om madskålen
J
 

  • Samme regler gælder vedr. hundens kurv, hvor det ligeledes handler om manglende tillid fra hundens side hvis den knurrer. Man må derfor arbejde på at få etableret hundens tillid, ved at lade hunde få ro og fred (og frikadeller) i sin kurv, så den fremover stoler på at den får ro og fred i sin kurv - også fred og ro fra familiens børn - og kat! En hunds kurv er dens helle i livet, og pusterum fra flokken og familien, hvilket bør respekteres til enhver tid af alle.
 
     
 

© Autumn Red Queen 27-12-2009