Hvalpe Licens  &  pædagogik  
     
 

 

 
 

Når en ulve- eller vildhundeflok dannes, er det som regel med grundlag i et par, som slår sig sammen og får et kuld hvalpe. Disse hvalpe vokser op under deres forældres tålmodige, venlige og omsorgsfulde håndtering. Ingen er mere tålmodige og kærlige med hvalpe end hunde og ulve. Hvalpene kan plage forældrene uden at blive straffet for det. Når forældrene har fanget et bytte, fylder de sig med mad og løber med det samme hen for at fodre hvalpene, før de tænker på at spise sig mætte selv. De første måneder i en hvalps liv er bare tryghed og kærlige forældre, samspil med de andre hvalpe og en tillidsfuld opvækst.

Når sådan en lille hvalp fjernes fra sin familie 8 uger gammel, og flytter til sin nye ejer, er den fuldstændig tillidsfuld. Den forventer at dens nye "forældre" er lige så tålmodige og kærlige, som den har været vant til tidligere.

 


En rigtig lille bandit overvejer
nye narrestreger...

   
     

 

 
 

Den lille hvalp skal efterhånden lære lidt regler for husorden og andre ting , men ikke alt på én gang! Afledning og ros er nøgleordene i denne tid. Det er et godt udgangspunkt at behandle den lille hvalp som man behandler små børn. Måske endda mere omsorgsfuldt?! Hunde er nemlig vidunderlige forældre, og der har vi mennesker meget at lære endnu.

Indtil hvalpene er 4 til 4½ mdr. gamle, lever de på en "hvalpe-licens". Det vil sige, at de kan tillade sig ganske meget, uden at de voksne hunde reagerer. Og hvis de bliver belært, så sker det kontant og hurtig, hvorefter alt straks er glemt og alle er gode venner igen. Hunde bærer aldrig nag, og er aldrig sure efter en irettesættelse af hvalpene, men giver i stedet hvalpen tryghed og omsorg. Én ting vi mennesker i særdeleshed bør huske i vores omgangen med hunde - og med vores børn...

En tryg, venlig og omsorgsfuld hvalpetid og lidt tålmodighed, når puberteten sætter ind i unghundealderen, samt ejere, som tager hensyn til, at hvalpen viser, hvad den føler og lader den udvikle sig i et samspil med flokken - det skaber grundlaget for en harmonisk og velfungerende voksen hund.

 
     
     
 

© Autumn Red Queen 27-12-2009