Racens historie

Datidens jagtmetoder var mangfoldige; kastenet, faste net, pusterør, pile, sten, jagtfalke, snarer, gift, fælder og alt dette med hjælp af stødende og lokkende hunde. På herregårdene foregik jagten dog oftest på "decoys" - fuglekøjer - som er faste fangstanordninger placeret omkring mindre søer og damme. Fra søen eller dammen etableres kanaler der tildækkes med net, og svømmefuglene lokkes ud i kanalerne af hundene, for at ende med at være fanget i et ruse-lignenede net.

Munding af en kanal, hvor ænderne lokkes op af en Decoy Dog. Hunden løber mellem skjul der er etableret langs kanalen. Skjulene giver dække for jægeren der bevæger sig langs kanalen bag skjulene sammen med hunden, og hunden kan løbe frem foran skjulene og gemme sig igen, for at vække fuglenes interesse og nysgerrighed.

Nedskrevet af Sir Ralph Payne-Gallwey in 1886.

About fifty of sixty years ago a decoy was constructed at Levington heath near Orwell Park, by Sir Robert Harland. It is four acres in extent, and when in full working order had five pipes. The present owner of the estate, Colonel George Tomline, worked it for many years, and then gave up doing so for a time. He states that the largest number of fowl he ever captured in one year was 3,000. In 1853, 2,380 were taken; in 1854, 2,279; in 1855, 1,803 the total number of Ducks secured in eighteen years being 27,991, of which 5,711 were Wigeon. At the present time only one pipe is worked, in which during the season of 1884-85 more than 700 ducks were taken by the end of November. But Colonel Tomline is now constructing a second pipe with the assistance of one of the Skeltons. There are some pinioned Wigeon here which breed freely, and the young birds are quite tame. A curious circumstance is, that although the decoy is within 300 to 400 yards of the Felixstowe Railway, the wildfowl appear to tack no notice of it. In sharp weather there are great numbers of fowl in this decoy, and Colonel Tomline has seen thousands assemble on the ice, and informs me he has lately met with such success that he intends fitting up the disused pipes again.

Disse lokkehundene blev anvendt til at lokke svømmefuglene op i kanaler fra søer og damme, og over en længere årrække udvikledes en ny race, med henblik på netop denne form for jagt med at lokke svømmefugle til at følge hunden. På de Britiske Øer blev den nye race af spanieltypen kaldet Red Decoy Dogs eller Coy Dogs.

En engelske Red Decoy Dog fotograferet i 1984.
Det er ikke en toller, men ligheden er slående.

En hollandske Kooikerhund, som de typisk ser ud i dag.

Acadia var et isoleret ø-samfund på Canadas sydøstkyst

Det var fattige mennekser der levede på Acadia, og en hunds værd blev målt ene og alene på dens evne til at skaffe mad på bordet. Og da der samtidig ikke var råd til at fodre på flere meget specialiserede hunde i en familie, måtte den éne hund familien havde, udfører samtlige opgaver der var behov for i familien. Med tiden blev lokale collies, andre typer spaniels, gårdhunde og besøgende skibshunde blandet med de røde Coy Dogs.

Den oprindelige importerede lokkespecialist fra de Britiske Øer, blev i løbet af disse århundreder en lokkende allround vandfuglespecialist, der endda kunne fungere som hyrdehund fra tid til anden. Med andre ord avlede befolkningen i Acadia udelukkende på hundenes brugsegenskaber til de forskellige formål, de havde behov for i deres dagligdag - alt sammen i én og samme race.

Tolleren er derfor, som langt de fleste af de nordamerikanske racer, en race der er udviklet ved at blande forskellige racer og hunde, for at få præcis de egenskaber man ønskede.

Tolleren har dermed slet ikke den samme genetiske baggrund som de engelske retrievere, der blev fremavlet af St. John hunde, og forædlet til unikke apporteringsspecialister på de engelske herregårde af gamekeepers. For disse gamekeepers var opdræt og forædlingen af hunde en stor del af deres arbejde og ære, så der findes optegnelser og stamtavler helt tilbage til den spæde begyndelse for fx. labradoren. 

Dette modsat de engelske retrievere, der ene og alene blev opdrættet til at apportere skudt vildt, hovedsageligt på land, under de store klapjagter efter haglgeværets opfindelse.

Udbredelsen af racen, der var blevet kendt som "Yarmouth Toller", "Duck Toller", "Little River Duck Toller" eller "Little River Duck Dog", var begreænset til Nova Scotias sydspids i Little River distriktet i Yarmouth county, og disse hunde var alle efterkommere efter de Red Decoy Dogs, der blev importeret fra De Britiske Øer, blandet med forskellige lokale hunde og andre racer.

© Autumn Red Queen 27-12-2009