
Den Fantastiske Tolling
af Lene Steenberg Nielsen, 2006

	Vaskeægte instinktiv tolling er set med mine øjne hverken leg eller dressur for hundene, men seriøst instinktivt arbejde for at overleve ved at skaffe mad på bordet og i madskålen. At hundene så ikke længere behøver arbejde for at få mad i madskålen betyder ikke, at de ikke stadig kan deres arbejde. For det kan de, og endda stadig til perfektion med lidt øvelse og erfaring på nogle ænder der ikke sådan lige flyver væk ;-) Langt størstedelen af os, har faktisk ikke anskaffet en toller for at anvende den som en lokkende jagthund, og vil måske mene at det er fuldstændig lige meget om hundene fortsat har evnen til at tolle. Men her mener jeg vi skal passe meget på vores race, for hvad sker der med racen hvis vi stille og roligt avlsmæssigt ignorer lokkeevnen, der er racens mest fundamentale egenskab, og hundene mister den på sigt? Vil racen så ikke ændre adfærd og personlighed? Vil racen fortsat være en fantastisk familie- og børnehund, og vil det stadig være en fantastisk agility-, spor-, lydigheds- og osv-hund? Det ved vi intet om, og derfor synes jeg vi skal værne om vores hundes helt unikke egenskab. I første omgang ved at være bevidste om, at vi har en race med en unik instinktiv egenskab - dels fordi det er med til at gøre tolleren til den helt fantastiske hund den er, men også fordi vi skylder vores børn og børnebørn en sikkerhed om at de også kan få en fantastisk toller, som da de var børn, i deres familie når de bliver voksne... Da jeg i 2001 søgte efter en ny hunderace og hørte om tolleren, var det ikke tollingen der fangede min interesse hos tolleren. Jeg er faktisk slet ikke sikker på jeg fattede hvad tolling, og det med at lokke ænder omfattede. Det var derimod racens arbejdsglæde og gode familieegenskaber, der var det vigtigste. At racen så oven i købet er en jagthund var kun et yderligere plus, da jeg har en fortid som jæger og gravhundeopdrætter. Jeg har aldrig før arbejdet med retrievere - eller haft retrievere med på vores jagter, for den sags skyld. Min mand havde ikke den store respekt for retrievere, og kaldte ganske skamløst golden for en græsplænehund ;-) Men det med jagt var blevet meget sekundært i forhold til hundevalg, efter min mand døde, og min sidste gravhund blev pensioneret med dårlig ryg. Det vigtigste var at få en god og glad hund, min datter og jeg kunne få stor fornøjelse af både i familien op på træningspladsen. Vi bor ca. 1 km fra en forholdsvis stor kunstig sø, hvor en del vild- og parkænder og et svanepar holder til. Turen rundt om søen er en yndet hundeluftnings tur for stort set samtlige hundeejere her i Tranbjerg hvor vi bor, så ænder og svaner er vant til hunde og ignorerer dem helt og holdent. Hvis hundene springer i vandet og forsøger at fange dem, svømmer de roligt ud på søen med visheden om at de er bedre svømmere eller i det mindste kan flyve, og der kommer hundene til kort ;-) Ænderne bliver fra tid til anden også fodret af Tranbjergs småbørnsforældre, så de er ikke så lette at skræmme, men absolut ikke tamme. Molly og jeg tog som alle andre turen rundt om søen temmelig ofte. Dels fordi det er en meget dejlig tur, og dels fordi vand jo altid er top populært hos vores hunde. Molly havde da også mange mislykkede forsøg på at fange ænderne ved at svømme efter dem, og måtte gang på gang se nederlaget i øjnene, og komme halsende efter mig uden and i munden ;-) Så en dag i foråret/forsommeren 2003, hvor alt var så skønt og lysegrønt satte jeg mig på kanten af søen for at nye udsigten og ryge en cigaret. Jeg sad bare stille og roligt en fredag aften og nød friheden, roen den smukke udsigt og min unghund der tullede rundt og gravede lidt i muldvarpeskud og kikkede på vandet. På det tidspunkt havde Molly indset at det er spild af krudt at forsøge at svømme ænderne ind for at fange dem. Mens jeg sad der og min hund tullede rundt samledes ænderne ude midt på søen, formentlig fordi de vejrede mad, eller måske pga. min hund... Hvem ved? Dengang var jeg overbevist om at ænderne forventede mad af et menneske der sad ved vandkanten i ro. Da ænderne var samlet ude på søen - og det var stadig langt ude - ændrede Molly adfærd som ved et lynnedslag. Jeg havde intet foretaget mig endnu med Molly jagtmæssigt på det tidspunkt, og vidste stadig ikke en pind om tolling, så jeg gloede med store øjne på min hund og troede ganske simpelt hun var blevet splitter ravende tosset. Hun fes rundt som en skoldet fis i et glas og stoppede pludselig op, for at stikke næsen ned i et muldvarpeskud. Så gik hun lidt væk og kom ræsende tilbage og forsvandt igen. Og lidt efter kom hun tullende ganske roligt og stak igen næsen i et muldvarpeskud, men da så jeg at hun lurede ud af øjnene ud på søen. Normalt ville min hund ved sådan et anfald af show off have koncentrationen på mig, men jeg var ikke-eksisterende for hende. Mens jeg sad helt passiv af forbavselse over min skøre hund, og overvejede om jeg skulle få hende aflivet pga. galskab eller bare bedøve hende ind til det gik over, så jeg det - Ænderne kom direkte imod os, selv om de normalt ikke ville nærme sig en hund ved søbredden, for de vil jo fange dem :-) ...og slet ikke sådan et tosset hund... Og endelig faldt 10-øren - MIN HUND TOLLER SGU' DA!! Jeg blev meget lettet over at min hund ikke var gal, men en fuldstændig sund toller der blot havde fået støvet sine instinktive adfærd af. Jeg tændte endnu en cigaret og nød forestillingen til fulde. Det er et af de største øjeblikke jeg har oplevet med hund i mit liv. At se hvordan hunden helt og aldeles selv overtage situationen og arbejde seriøst, koncentreret og meget bevidst om ænderne reaktion hele tiden, var fantastisk. Molly havde hele tiden et øje på ænderne, men på intet tidspunkt lod hun dem vide at hun var det fjerneste interesseret i dem. Hvis de ændrede farten lidt eller tabte interessen for hende ændrede hun straks sin lokketeknik til noget andet. Jo tættere ænderne kom på os, jo mere koncentreret og behersket blev Molly - hun var helt og aldeles i sine instinkters vold - det var smukt at se :o) Da ænderne til sidst var så tæt på, som de næsten kunne komme, kastede Molly sig i søen for at fange en fugl. Det lykkedes hende ikke og hun var umådelig slukøret - men det var såmænd meget godt det ikke gik, for jagt er forbudt ved søen ;-) Jeg kastede i stedet en pind til hende på vandet, så hun kunne hente den, og hun var glad igen. Siden den dag har Molly ofte tollet på ænderne ved søen mens jeg sidder og nyder min hund. Hun erfarede jo at hun ikke selv kan fange dem, men at det er her jeg spiller en rolle i vores samarbejde. Så hendes teknik skiftede til at lokke ænderne helt ind til os, og så komme op til mig hvor jeg sidder. Hun sætter sig ved siden af mig og forventer med stor iver, at jeg nedlægger en fugl til hende. Men det gør jeg jo ikke, så til sidst kaster hun sig igen ud i vandet for selv at fange én. Der er ingen tvivl om at hvis Molly der i begyndelsen havde fået skud en af ænderne for sig, så var den perfekte lokkehund født til andejagt. Jeg medbringer sommetider en død and fra fryseren til træningsformål for at holde hendes interesse, og det hjælper jo også gevaldigt - men det optimale ville nu være at få én af de ænder i flokken der er blevet lokket tæt på. Når Molly ikke decideret toller ved søen er ænderne helt ligeglad med hende, det er først når hun skifter adfærd ændernes interesse vækkes. Hvorfor vides ikke og jeg har undret mig meget over at ænder er så dumme, men det virker hver gang før eller siden. Siphra min hvalp, har også opdaget fidusen med at tolle ved søen. Hun er slet ikke garvet endnu som Molly, men hun var ikke ret gammel da instinkterne rørte på sig. Jeg har jo også lært hvordan man vækker dem, blot ved at sætte sig og forholde sig passivt ved en søbred hvor der er ænder, og hundene frit kan gøre som de nu finder mest passende. Med min hvalp, Siphra, gik det noget hurtigere, for hun var slet ikke vant til at jeg underholdt hende på vores gåture – jeg arbejdede kun med kontakt, og at hun skulle følge flokken på det tidspunkt. Hun var ca. 8 uger den første gang hun registrerede ænder uden på isen af en sø. Krudtuglen gik helt i stå og kikkede bare på fuglene i laaaaaaag tid. Til sidst satte hun sig ned og kikkede videre på fuglene i endnu længere tid.


	Siphra, 8 uger gammel, har set ænderne ude på isen, og er helt opslugt

	Det næste skridt var en dag hvor ænderne lå rimelig tæt ved bredden af søen ved en våge i isen. Jeg satte mig og røg endnu en cigaret. Siphra var en anelse skeptisk ved de der fugle på isen, og satte sig ved siden af mig for lige at tage et overblik over situationen. Molly tussede rundt og ignorerede ænderne fuldstændigt. Siphra og jeg sad sådan i ca. 5 min, og så tullede hun rundt sammen med Molly inden vi gik videre. Siphra havde lært at ænder ikke er farlige selv om de er i flok og larmer… Så en dag var ænderne igen rimelig tæt på søbredden igen, og Molly tog Siphra i lære med tollingen. De var løbet i forvejen på stien og da jeg nåede frem til dem stod de begge med hovederne dybt inde i en busk og snusede helt overdrevent til en lille gren. Der var endnu ikke blade på busken, så jeg kunne se på Molly at hun havde 100% fokus på ænderne på isen, og ikke fandt det spor spændende inde i busken, for hun lurede ud af øjenkrogen og lavede de der specielle snuse-tilfældigt-til-noget, så man lige får et smug-kik ud over vandet. Siphra stod også med hovedet inde i busken – hun vidste ikke hvorfor, men gjorde bare som Molly… Jeg satte mig ned på skrænten, og derefter tullede begge hunde rundt og efter endnu et stykke tid blev Molly helt passiv og trak sig tilbage mens Siphra luskede rundt i vandkanten frem og tilbage bag en vissen tot langt græs og hen til busken. Pludselig kom hun løbende tilbage, stoppede op og snusede helt vildt til en sten. Hun havde helt klart focus på ænderne, og var da også alt for åbenlys i sine tjek af ændernes reaktion, men det var hendes første spæde forsøg på tolling. Det virkede ikke en pind på ænderne, så Siphra gav op, og Molly tog over, men faldt igennem isen og så var ænderne væk. Siphra mangler stadig at få ænderne lokket bare en millimeter tættere på sig, men det skal nok komme en dag ;-)


	Siphras første forsøg på seriøs tolling	Lettere opgivende og alt for åbenlys tjek af ænderne


	Molly overtager og toller fint	Ænderne begynder at samle sig

	Lige nu træner Siphra og jeg svømning og apport fra vand ret intenst, så det er det tiden går mest med når vi er ved søen i denne tid. Og så længe jeg går eller står op kan ænderne for hundenes skyld ryge og rejse, for så er jeg den store underholdning med en masse spændende ting i lommerne. Men når jeg sætter mig er jeg dræbende kedelig, og hundene må underholde sig selv. Sommetider vælger Molly at tolle og andre gange tusser hun bare rundt og snuser til alle de andre hundes ”fodspor”. Det er aldrig blevet noget jeg direkte træner ved at bede hende om at tolle – det er hende helt frivillige adfærd uden nogen form for kommando, og kun når det passer hende. Hun gør det aldrig når vi går tur med andre hunde, for så er hundene jo som regel mest optaget af hinanden. Jeg vil kraftigt anbefale alle, der har mulighed for at sætte sig ved et vandhul eller en sø med ænder der ikke sådan lige lader sig skræmme af hundens første 7 forsøg på at fange dem, og så bare passivt se på hundens adfærd. Jeg vil vædde på, at langt størstedelen af vores hunde vil fornemme instinkterne røre på sig og så småt begynde at tolle, når de indser at man altså ikke kan fange ænder ved at svømme efter dem :-) Og det er en fantastisk oplevelse at se så gamle instinkter blive vagt til live i hunden, og stadig fungere helt efter hensigten :o) Molly og jeg træner seriøst tolling til tollingjagtprøven, men det er på en noget anden måde, for der er der jo ingen ænder og hunden skal være under kontrol J Jeg synes bare det er en fantastisk oplevelse at se min hund hver gang hun toller helt naturligt og af egen fri vilje på ænderne i søen for sin fornøjelses eller instinkters skyld. Og hun er så pave stolt bagefter, at det er en sand fryd. Rent prøvemæssigt er tollingen noget helt andet, da det jo ikke er muligt at have en flok ænder på søen under hele prøven. Mange vil mene at tolling i en prøvesituation blot er en række apporter eller leg, men det er slet ikke tilfældet - det er i hvert tilfælde ikke hensigten. Jeg har flere gange diskuteret tolling med en flatcoated retriever mand, der hårdnakket påstår han også kan lære sine hunde at tolle ved at hente en genstand x antal gange uden for skjulet. Og det er jeg slet ikke i tvivl om at hans hunde kan lære, og de ville også gøre det 50 gange, for de er bold-tossede. Men de kan pine død ikke lære at gøre det for at lokke ænder til! En flatcoated ser også forkert ud i ændernes øjne. Den røde farve på vores hunde er én af årsagerne til at ændernes interesse vækkes.


	Molly sendes ud af skjul til en prøve	Molly toller med en gammel sok til en prøve


	Hjem igen ved en anden prøve efter lidt tolling, og en ny kommando til enten at tolle igen eller lægge sig roligt bag skjulet

	Det væsentligste i en prøvesituation er stadig hundens adfærd og interesse for hvad der sker på vandet og hundens bevidsthed om at den kan lokke fugle til sig med sin adfærd. Dette kan dommeren ved en prøve se på hunden når den toller, og afgøre om den "blot" apportere eller om hunden rent faktisk toller, og er bevidst om sin adfærd som lokkemiddel. Vi kan altså sagtens lære vores hunde at apportere genstande vi kaster uden for skjulet, men vi kan pinedød ikke lære dem at være lokkemiddel eller lære dem den lokkende adfærd med opmærksomheden rettet mod vandet og evt. fuglevildt. Det er medfødte instinkter der er mange hundrede år gamle, og fremavlet i hundene over en endnu længere periode i en fjern fortid af mennesker, hvis overlevelse afhang af hundenes evne til at lokke.

	© Autumn Red Queen 27-12-2009